Hvis alt følger planen, kan beboerne tilsluttet Hejnsvig Varmeværk allerede i sommeren 2010 åbne for det varme vand, uden at have dårlig samvittighed over at belaste miljøet. Driftsleder Ole Bolding og bestyrelsen er nu i fuld gang med at planlægge etableringen af et ca. 3.700m2 stort solvarmeanlæg, der placeres tæt ved varmeværket. Anlægget forventes taget i drift 1. juli og kommer til at dækkes knap 20 % af Hejnsvigs årlige varmebehov. Værkets bestyrelse har valgt SUNMARK A/S som leverandør og samarbejdspartner i projektet.
Selve processen fra ide til kontraktunderskrivelse gik hurtigt. På den ekstraordinære generalforsamling i november var der stor opbakning til solvarmeanlægget iblandt forbrugerne.
Værkets driftsleder og bestyrelse er fremsynet i planlægningen og solvarmeanlægget bliver forberedt for en udvidelse således at anlæggets størrelse kan fordobles. Hermed er beboerne sikret miljørigtig varme mange år ud i fremtiden.
Mange familier overvejer selv at investere i solvarme, men specielt i et fjernvarmeområde er der mange fordele ved at investere i et stort fælles solvarmeanlæg frem for de traditionelle parcelhusanlæg på ens eget hustag:
• Højere effektivitet per kvadratmeter solfanger
• Lavere installationsomkostninger
• Lavere drifts- og vedligeholdelsesomkostninger
• Længere levetid
• Mindre varmetab ved akkumulering
• Bedre varmeudnyttelse – ingen overskudsproduktion
En af de afgørende faktorer som taler for et stort anlæg er, at prisen for varme produceret på et lille anlæg er 4-6 gange højere end prisen på solvarme fra et stort anlæg.